Ældre par udsat for voldsomt hjemmerøveri
Blev bagbundet i flere timer natten til fredag af tre mænd
Opdateret kl. 14:28
HOBRO: En ældre mand og kvinde på 68 og 66 år fra Stinesminde ved Hobro blev natten til fredag truet med kniv og efterfølgende bagbundet, da tre mænd trængte ind i deres hjem.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
- Vi får en anmeldelse kl. 6.33, da det lykkes manden at slippe fri fra at have siddet bagbundet med sin kone i flere timer. Ægteparret blev truet med kniv, siger vagtchef Mogens Hougesen.
De tre mænd, der af politiet beskrives som østeuropæiske, forlod stedet i en mørkegrå Audi Q5 med registreringsnummeret FM 16749. Den kørte mod Oue og videre til Hadsund, hvor man klokken 4.59 kan se, at de søgte at hæve penge på et dankort, de stjal hos parret. Det foregik i Danske Banks hæveautomat på Banktorvet ved Vestergade.
Er meget chokerede
Hvad der derudover blev stjålet i parrets hjem, har politiet endnu ikke en overblik over, da de to ofre er temmelig rystede efter den barske oplevelse.
- Parret et selvfølgelig meget chokerede. Fysisk har de ikke taget stor skade, men det har selvfølgelig påvirket dem psykisk, siger Mogens Hougesen, der tilføjer, at parret er kørt til undersøgelse hos retslægerne i Aarhus.
Politiet mener at ægteparret har siddet bagbundet fra ved firetiden om morgenen og indtil det lykkedes dem at komme fri og slå alarm kl. 6.33.
Vil gerne høre fra vidner
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har set den grå Audi Q5, som tilhører parret. Politiet er også interesseret i at høre, om nogen har set noget mistænkeligt i området i løbet af aftenen og natten.
Gerningsmændene er formentlig kørt til Stinesminde i en anden bil.
Oplysningerne om Audien er sendt ud til kolleger i hele landet, og Nordjyllands Politi har kontaktet grænsekontrollen
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.